De kollektive rettighedsmidler

Få svar på de mest almindelige spørgsmål om ansøgning til puljen.

Hvad kan jeg søge til?
Der kan søges om tilskud til musikudgivelse (ikke demo), liveoptræden, studierejse, uddannelse indenfor artisternes fag, film (hovedsageligt den musikalske del), musikvideo, visuals, bøger, podcasts m.m. Overordnet skal projektet relatere til de udøvende artisters virke.

Hvilket beløb kan jeg søge?
Størrelsen på tilskuddene varierer og ligger typisk mellem 3.000 og 12.000 kr.

Kan jeg søge til et projekt, der allerede er afsluttet?
Der kan ikke ansøges til allerede realiserede projekter.

Kan jeg søge til et projekt, der foregår inden ansøgningsfristen?
Vi anbefaler altid at søge i god tid. Det er dog muligt at ansøge til et projekt, der finder sted inden førstkommende frists udløb, hvis ansøgningen indsendes senest 1 måned inden projektstart.

Skal jeg være medlem for at søge tilskud hos Dansk Artist Forbund?
Nej, de kollektive rettighedsmidler kan søges af alle – uanset medlemskab.

Kan jeg sende mere end 1 ansøgning?
Nej, det er ikke muligt at indsende mere end 1 stk. ansøgning pr. frist.

Kan flere søge til samme projekt?
Nej, der kan kun indsendes 1 ansøgning pr. projekt.

Hvor ofte kan jeg ansøge om tilskud?

Der er ingen begrænsning – der kan søges til hver frist..

Skal jeg søge i mit CPR-nummer, når jeg søger på vegne af en teatergruppe, forening eller lign.?
Ja. En ansøgning til puljen ’De kollektive rettighedsmidler’ er personlig. Hvis projekt har almen karakter og/eller afvikles af en forening, kan du søge via tilskud Dansk Artist Forbunds ’Pulje til almene kulturprojekter’.


Hvad skal jeg forberede, inden jeg går i gang med en ansøgning?
Projektbeskrivelse - skal indeholde projektets fakta (hvem, hvad, hvor, hvornår) samt motivation og uddybende formål (hvorfor) – ca. en A4-side.
Budget - med forventede udgifter og indtægter i PDF format (maks. 3 MB)
Søger du tilskud til musikudgivelse, skal du have 2 musiklinks klar til f.eks. til SoundCloud eller lign. Du kan også vælge at uploade 2 mp3-filer (maks. 8 MB pr. stk.)

Hvad er obligatorisk, når jeg søger til musikudgivelse?
Du skal indsende 2 musikeksempler, som er relevante for projektet. De kan indsættes som links til f.eks. SoundCloud og lign. Du kan også vælge at uploade dem som mp3-filer (maks. 8 MB pr. stk.)

NB: Som ansøger er du selv ansvarlig for at links virker og ikke ligger bag en betalingsmur samt, at mp3-filer kan afspilles.

Jeg arbejder på Mac, kan jeg vedhæfte andre filformater f.eks. Pages eller Numbers?
Nej, du skal eksportere dine filer til det rette filformat eller gemme dem som PDF, før du uploader dem på ansøgningen.

Fra min Mac kan jeg ikke uploade filer -  hvad gør jeg?
Tjek at din Safaribrowser ikke har blokeret for Javascript. Find info hos Apple support om hvordan du slår Javascript til og fra. 


Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kender projektets indtægter, når jeg skal udarbejde budget?
Oplys så vidt muligt projektets forventede indtægter – også selvom det er usikkert

Skal jeg vedhæfte et CV?
Det er valgfrit om du vil vedhæfte et CV – i mange tilfælde kan relevante links fortælle mere om dig og projektet.

Hvornår får jeg svar på min ansøgning?
Alle ansøgere modtager svar på mail senest 3 måneder efter fristens udløb. Hvis du skifter mailadresse under behandlingstiden, skal du huske at opdatere den på din brugerprofil i portalen.

Jeg har vedhæftet en forkert fil i min ansøgning – hvad gør jeg?
Hvis din ansøgning er i kladde-status – kan du blot slette filen og uploade en ny.
Hvis du efter du har indsendt din ansøgning opdager, du har vedhæftet en forkert fil, er du nødt til at annullere ansøgningen under Mine ansøgninger. Herefter kan du - indenfor den aktuelle ansøgningsfrist - indsende en ny ansøgning med de rette filer.

Kan jeg ændre i min indsendte ansøgning efter fristens udløb
Nej, efter fristens udløb har du ikke mulighed for at ændre i din indsendte ansøgning. Ønsker du at annullere en allerede indsendt ansøgning, kontakt Dansk Artist Forbund på
artisten@artisten.dk

Kan jeg få hjælp til at lave en ansøgning?
Det er ikke muligt at få individuel hjælp til at lave en ansøgning. Dansk Artist Forbund afholder jævnligt kurser i Fundraising, hvor du kan få råd og vejledning til at optimere dine ansøgninger. Se hjemmesiden for aktuelle kurser.

Hvem behandler ansøgningerne?
Ansøgningerne behandles af det aktuelle fordelingsudvalg, som består af to bestyrelsesmedlemmer og en medlemsrepræsentant. Udvalget sidder typisk for 2 år ad gangen. Fordelingsudvalget læser, lytter og behandler de indsendte ansøgninger. Al indsendt materiale behandles fortroligt. Der gives ikke begrundede afslag.

Hvordan får jeg et tilskud udbetalt?
Hvis der gives tilskud til ansøgningen, følger der en vejledning til udbetaling med. Alle udbetalte tilskud indberettes til SKAT.